Tag så ansvar for den vin, du drikker … kvinde - vi skal hive det ud af hånden på traditionerne...

Jeg oplever det igen og igen.. Nu var vi på restaurant; Lise, hendes mand og jeg plus en post-Knud/flygtig date ved min side - en skaldet lystfisker – med synlig stor appetit..

Lige her, hvor jeg skriver, kan jeg ikke huske hvilken restaurant, vi sad på .. dugen var hvid og det kunne have været alle de store københavnske saloner med letlevende mennesker – drevet af store skaldede kokke - med store røde kinder og store tykke maver - TV-kendis-personligheder, for hvem fløde og smør ikke alene er naturgivne ingredienser i ethvert godt måltid, men også essentielle for dem, der driver dem. Her på de brede planker og med de høje lofter er de glade kokke omgivet af mandligt serveringspersonale. I deres skabe står der menukort både med og uden priser på. Ritualerne og ’’måden at gøre tingene på’’ eksponeres og forstærkes – som med det uanstændige forbrug af smør i saucerne - når man træder ind i en restaurantlomme, hvor man skal have alle sine ønsker opfyldt. Men jeg hader den tydeliggørelse af kønnenes forskelligheder, der ligger i de ritualer. Lystfiskeren holder døren for mig. Adr… han lokker mig ind i hulen ved at gøre det for nemt for mig.. Gu' ved, om han også betaler regningen?

Det er her ved det runde bord, at jeg oplever det igen.. at blive reduceret til en vinmæssig åndsamøbe. Ritualet er klart; bordherren – i det her tilfælde den flygtige lystfiskende date. der på en eller anden måde udstråler viden om sagen.. i en sådan grad, at det ene vin kort, der bliver bragt til bordet gives ham i hånden (silden, han gerne vil nette er mig, men det bliver ikke i aften). De fire menukort fordeler sig i øvrigt lige så reducerende. Lise og jeg får menukort uden priser i hænderne, mens herrernes sikkert er med priser på .. Hvem har opfundet det her system? Og hvorfor er det at hele setuppet alligevel pirrer mig en smule.. Det er noget med at slippe ansvaret – lade sig føre.. blive vist.. og på den anden side vokser irritationen støt..
Hvem af os fire valgte egentlig den her restaurant? Var det mig? Jeg tror det var mig. Hmm.. nu er jeg her – med Lise overfor mig - og hanløverne på hver side. Jeg ved, hun lige har læst 'Den der lever stille', og jeg ved, at vi skal snakke om den.. men inden da skal vi have noget i glasset.. og lige nu hviler det eneste vinkort, der er kommet til bordet på maven af en appetitfuld (og måske også en lille smule appetitlig) indladende skaldet lystfisker. Hvorfor er det, at vi – alene i kraft af vores køn - altid bliver den ugle part, når der skal uddeles vinkort.. Det må være noget vi selv gør..

Skal jeg blande mig? Eller skal han have lov til at vise sig.. måske kan jeg aflæse en smule af hans karakter ved at se hans valg? Fire glas Cava.. fuck.. han faldt igennem.. nærigrøv.. as if i dont know.. Ind i de flade bobler.. piller han igen ved vinkortet.. Jeg må blande mig.. det skal han simpelthen ikke have lov til at køre. Det er da osse pinligt for ham. Er det bare fordi han er mand, at han har fået det fucking kort. Jeg ved, hvad vi skal have.. jeg ved, hvad der passer til maden. Jeg spørger, om vi skal kigge sammen.. det letter og jeg kommer lidt tættere på ham.. Vi skal have Pigvar Bisque med torskekroketter og hasselnødder… og et indskud med krabbe og avocado. Det er ikke nogen helt nem opgave.. men helt af sig selv peger han på Thanisch.. Riesling 2017. Ok – måske kan han noget alligevel. Thanisch 17.. Det kunne jeg nok ikke have valgt bedre selv... Det er mineralsk - det er frugtigt.. det er prisvenligt.. det er tørt… og så er det feminin tradition - det er fra Sofia Thanisch, 11. generation i Mosel, og så er det mest af alt et klart statement til ham butterflyen med sort forklæde på, om at vi er flere her ved bordet, der skal drikke den vin.. bare pisseærgreligt, at han er så fastlåst i sine egne ritualer, at jeg må stikke mit glas helt op i næsen på ham for at smage med, da han åbner den…..

- Ellen