Weingut Kirsten

Jeg startede en surdej, mens jeg ventede vores ældste barn – en datter, der viste sig lys og yndig som en sommerdag. Den nærmer sig nu 20 år, og dens magi vil ingen ende tage. Hver gang jeg bager rugbrød til familien, forundres jeg over den grå klat dejs kraft. Og så alligevel ikke, den har levet lige så længe som pigen, selvfølgelig kan den et eller andet.

Da hun blev født, overrakte min mor mig et fad med en kage på. Det var forventet - min mor fik samme anretning på samme fad, da jeg kom til verden, hendes mor fik det efter hendes fødsel, hendes mor igen. I vores familie får vi piger først, og fadet følger disse førstefødte piger. Det er gråligt af ælde.

Bernhard Kirsten har fået ideen at pode et helt nyt kælderanlæg med gærkulturer fra et gammelt anlæg, og da jeg hørte om denne manøvre, vidste jeg, at der var tale om et åndsfællesskab. Dét måtte være særlige vine. Nyt fødes af gammelt. I Mosel er der højt til himlen og dybe rødder ned i vinmarkerne. Slægter skal følge slægters gang.

- Dagmar