Mas Paillet

’Det er det bedste måltid, jeg har fået i et halvt år’, udbrød Ellen engang til en fødselsdag i min familie. Ellen er ellers godt vant, så jeg trak på smilebåndet, og afslog hendes ros. Måltidet var enklere end enkelt. Vi var bare interesserede i en køretur sammen – min elskede og jeg – og aftalte, at vi ville køre rundt til de gårde, vi køber råvarer ved. Uden nogen form for plan købte vi, hvad de havde, og spædede til med ganske få indkøbte ingredienser.

Menuen – som Ellen blev så glad for – bestod af nyopgravede kartofler med hakket persille og en smørklat. Et stykke grillet lam. En salat med agurk, dild og feta. Jordbær med fløde. Vi drak Mas Paillet til – vi havde både en rosé og en rød åben - og rundede af med en kop sort kaffe. Den tidlige sommer brusede gennem os. ’Man behøver ikke mere’, sagde Ellen på vej ud ad døren, ’hvem fanden behøver mere?’

- Dagmar

Mas Paillet stammer fra Languedoc, hvor markerne skråner ned mod Middelhavet – noget af et skue. Dagmar sætter pris på familien Paillets sammenhængskraft og traditioner; fire generationer Paillet’er har drevet gården, og yngre medlemmer fik produktionen omlagt økologisk i 1999. Tilgængelige vine, der altid er gode at have i baghånden. Hvid, rosé og rød. Ukomplicerede fornøjelser.